Avenue Q flytter adresse for en kort bemærkning!

Nu er det ved at være tid til, at Avenue Q bliver en del af Nørrebro Teater. Jeg håber I passer godt på vores medmennesker og dukker, så længe I har dem på jeres scene. Når nu de har valgt at tage hele vejen til Nørrebro Teater, håber jeg så sandelig også at alle københavnerne og mennesker der tilfældigvis bor på Sjælland, tager sig sammen og kommer ind og ser på lodne dukker, hvor emner som SEX, racisme, homoseksualitet, hjertebrud, mangel på penge og mangel på medmenneskelighed debatteres.

Avenue Q er en travl gade, hvor der bor en masse glade mennesker og monstre. Selvom de er glade, bliver de også udsat for en masse skrækkelige ting, som man kun kan opleve hvis man har et liv og en tilværelse som dem. Alligevel kan langt de fleste sagtens relatere til Lucy TheSlut, som er en lidt billig tøs, men som til sidst viser, at hun har hjertet på rette sted, om end hun skulle dø og genoplives før dette kom til udtryk i hendes ellers HERLIGE personlighed (red. sarkasme).

Princeton er den nye. Han er ny på Avenue Q. Han er ny i voksenlivet, og han skal til at arbejde efter sin endte uddannelse. Det er altså bare så svært alt det her man pludselig skal kunne!

Brians største drøm er at blive standup komiker, men han er vidst ikke særlig god. Selv hans kone, Christmas Eve, synes han skulle tage at få et rigtigt job! Christmas Eve er en intelligent kvinde med japanske rødder, men som indvandrer er det altså bare svært at få arbejde efter sine kvalifikationer.

Trekkie monster der bor ovenpå er meget glad for sex, eller i hvert fald den slags man selv kan skabe med den højre hånd og en god internetforbindelse. Han prøver da også at overbevise Kate Monster at Porno er vejen frem og det eneste internettet kan bruges til. Kate er uenig, men kan selv hun få noget ud af porno i sidste ende? 

Gary Coleman er barnestjerne, men han har vidst haft sin bedste tid. Han sagsøgte sine forældre i en alder af 15 år for at stjæle hans penge, og så er det ellers bare gået ned ad bakke siden.

Rod og Nicky som er room-mates er virkelig gode venner, men af uransagelige årsager kommer de op og skændtes. Hvordan løser man et heftigt skænderi mellem en blå og en grøn dukke?

Ja der er jo kun en ting at gøre, for at få svaret. Tag til Nørrebro Teater og se Avenue Q!  

Det er et fantastisk cast vi låner jer Nørrebro, det håber vi at I er klar over? Lars Mølsted fik jo en talentpris i 2012, netop for denne rolle bland mange. Han håndterer både Rod og Princeton, mens Bjørg Gamst har hånden oppe i Luce TheSlut og Kate Monster. Læg især mærke til disse to skuespillere når begge deres dukker er på scenen. Tænk at de kan jonglere imellem stemmerne så over bevisende.

Maria Skuldadottir når næsten hele vejen rundt når det kommer til at håndtere dukkerne. Når hun og Thomas Jensen lejer med de dumme idédyr flækker folk af grin. Og det er ganske forståeligt! Det er også disse to skuespillere der har en arm i den sex-crazed Trekkie Monster.

Kim Leprépost, Susan Torres Engelin og Oliver J. R. Aagaard-Williams spiller ”rigtige” mennesker og jeg tror deres indsats ofte undervurderes, fordi man bliver så imponeret over dukkeførernes håndtering af deres dukker. Men som skuespiller der skal spille over for dukker og skabe sammenhæng bliver man ofte lidt overset. Derfor skal der her være et shout out til de tre! You rock!

Sidst men ikke mindst nævnes her Peter Nørgaard der giver Nicky (og Ricky) en ”hjælpende hånd”.

Jeg er altid virkelig imponeret over Martin Konge. Han griner når det er sjovt, ser publikums reaktioner og smilet er ikke til at tørre af. Og så kan han sgu også spille musik. Respekt!

OBS! Sørg for at have småpenge med til de trængende!   

Billetter kan købes her: Nørrebro Teater

Musicalen spiller fra på lørdag d. 4. maj til d. 18. maj så skynd jer!

The Drowsy Chaperone og Avenue Q!

Jeg var så heldig at være inde og se The Drowsy Chaperone for anden gang, søndagen før sidste spille dag. Jeg har en god ven, som jeg havde med i teatret. Det var super hyggeligt og vi morede os kosteligt.

Da klokken havde passeret 10, var vi på vej ud mod banegården, da han skulle med toget hjem. Vi gik og snakkede, og det store spørgsmål kom "Hvad synes du så om stykket??", og hvad der fulgte var en endeløs ros af stykket, af skuespillerne og hele konceptet.

Især Søren Scheibye fik flotte ord med på vejen, og det er da heller ikke uden grund. Manden er jo genial og nærmest født til den rolle, det kan der vidst ikke være tvivl om.

Også gangster/bagerne med deres hurtige ordspil blev en hurtig favorit. Max Emil Nissen, som vi også havde glæden af i opsætningen af Aladdin har et så fantastisk ansigtudtryk og dejligt toneleje, der med det samme hiver os alle med på legen.

Musikken kan man ikke komme uden om, er formidabel og indbyder til en lang række klicheer, som vi heldigvis kan navigere uden om med hjælp fra vores musicalelsker.

Det der er så fascinerende ved Søren Scheibyes karakter er, at vi møder en mand der repræsenterer alle os andre elskere, og vi kan virkelig se hvor han kommer fra. Han kunne godt lide "phantom of the opera", men "Love never dies", var forfærdelig,og med den skød Andrew Lloyd Webber sig da virkelig i foden!

Især var det Maria Skuladottir i rollen som den snaldrede anstandsdame, der virkelig imponerede. Hendes fløjlsbløde stemme, der får knæene til at skælve. Kvinden er jo sexet som bare pokker, og det kan bliver kun bedre (en en anelse mere pinligt) når hun begynder at synge.

The Drowsy Chaperone går jo også godt i forlængelse med Title of Show, som ærligt talt er en af de bedste musicals jeg nogen sinde har set! Meta musicals er åbenbart lige meget - Who would have thought?    

På fredag er det så Avenue Qs tur til at genindtage den lille scene i fredericia, men guys! det skal gå lidt tjept! Den spiller nemlig kun fra d. 19 til d. 25, og så er det slut, eller rettere sagt, slut for Fredericia, for dukkerne er rejselystne og udstævner mod Nørrebro Teater herefter!

billetter til Avenue Q på Fredericia Teater kan købes her:
Avenue Q

Hvor er Reumert nomineringen?

Vi er mange der har moret sig kosteligt over Fredericia Teaters opsætning af Disneys Aladdin. Derfor er det også meget undrende at der ikke faldt en reumert nominering for bedste musik show i Fredericia teaters påskekurv.

Fredericia teater havde med Aladdin en større succes end noget andet provinsteater har haft. Og det endda på mere end én måde. Først og fremmest er Fredericias scene spækket med talent, det kan man ikke komme uden om. De fastansatte skuespillere er alle enormt dygtige indenfor alle områder af musikteateret, og alle de "gæste" optrædener der har været har jo været formidable. Især Pelle Emil Hebsgaard, som da også er nomineret for bedste mandlige birolle, fik showet op på et helt andet niveau. De tre fortællere gav det voksne publikum noget at more sig over, hele showet var større og flottere end nogensinde set.

Men samtidig har forestillingen også gjort noget ekstraordinært for byen selv. Fredericia by har tjent MANGE penge på denne forestilling, og det er så usædvanligt i disse krisetider, at dette alene fortjener teatret en medalje for.

Folket har talt og mange har givet udtryk for, at Aladdin skulle nomineres.

Jeg var selv meget glad for Avenue Q, men hvis den kunne nomineres sidste år, mens Aladdin bliver forbigået i år, så er der altså noget galt.

Er det i virkeligheden fordi Reumert udvalget mener, at man ikke kan bruge Disney til noget? Er det fordi Fredericia Teater er et provins teater, eller er det fordi de blev nomineret sidste år, og der er en regel om, at man ikke kan nomineres i samme kategori to år i streg? Dette kunne man godt tro, men guess what? Fredericia Teater er Danmarks hjemsted for musicals. Niveauet er usandsynligt højt, og deres forbigåen i nomineringerne i år er skandaløst. Men reumertuddelingen er ikke til for publikum, og det er der jo ikke noget at gøre ved. Det er klart den menige danske mister interesse, når vi ikke bliver hørt. Jeg har dog et spørgsmål. Hvorfor spørger I os om, hvem vi mener skal nomineres, når I skøjter let og elegant hen over vores svar.

Jeg håber virkelig på, at Pelle vinder for bedste mandlige birolle, større talent er sjældent set!

The Drowsy Chaperone

På Fredericia teater spiller i øjeblikket musical komedien ”The Drowsy Chaperone”. Vi befinder os i lille lejlighed, hvor vi møder vores vært for denne aften (eller eftermiddag). Han tegner os et billede af, hvordan teaterverdenen så ud, dengang i 1920’erne, da The Drowsy Chaperone havde premiere på ”The Morosco” teatret i New York. Det er den 28. november og det er super koldt, men det er du fuldstændig ligeglad, for du skal i teatret. Hele stykket vækkes til live i hans spisestue, og det billede han tegnede for dig, bliver farvelagt med de flotte farver. Damerne er smukke, feminine og rigtige divaer, der vil behandles med den attitude der bekommer den. Mændene er små-mandschauvinistiske, klædt i fine klæder, og marcherer rundt, som ejer de verden.      

Som teatrets sidste forestilling, er også den forestilling metapræget. Der er tale om et show i et show. Vi har det show vi sidder og ser (som ville være temmelig kedeligt uden det andet show, kan man vel nok godt blive enige om) hvor Søren Scheibye gør den som halv neurotisk mand, der har en kæmpe kærlighed til musikteater (selvom han egentlig hader musicals!).

Herudover har vi så den forestilling som vores kære mand i stolen fremtryller for os ved hjælp af en gammel grammofonplade, og en tilhørende afspiller. Pludselig åbner der sig en hel ny verden fuld af farver og energi. Her er enden altid god, og man kan læne sig afslappet tilbage, for lige meget hvor galt går, vil det altid lykkedes til sidst. Her har manden mulighed for at slippe væk fra det liv, han selv går og er en del af, og drømme sig væk til en anden verden. Og er det netop ikke det, musicals gør? De tager os til en anden verden, og giver os en lille melodi, vi kan tage med os i vores hjerter, på dage, hvor vi føler os triste og blå. 

Bjørg Gamst spiller Jane Roberts som spiller Janet Van De Graff, bruden som skal giftes med Robert Martin, som spilles af den fantastiske Percy Hyman (som spilles af Christian Lund).

Beatrice Stockwell spiller den snalrede anstandsdame, the Drowsy chaperone, som har til opgave, at holde bruden væk fra brudgommen, her i timerne før deres bryllup. Det skal så vise sig, at hun har fået en del og drikke, og måske har problemer med, at udføre denne opgave. 

Lars Mølsted gør det som Roman Bartelli der spiller Aldolpho der mistager anstandsdamen for at være bruden. Han finde hende i brudekammeret, og da anstandsdamen er den eneste der er til stede, må hun da naturligvis være bruden. Andet ville jo på ingen måde give mening. Hvorfor ønsker Aldolpho sig i en sådan grad, at forføre bruden? Jo, det er da fordi, Janet Van De Graffs producer Mr. Feldzieg der kommer til at tabe penge, hvis hun forlader scenen til fordel for ægteskabets sysler. I rollen som Mr. Feldzieg ses Kim Leprévost og med ham følger det dummekiindfolk til Kitty. George, som er Robert Martins forlover spilles af Thomas Jensen. Max Emil Nissen og Morten Lindemann Olsen gør det som gangstere og Christina Elisabeth Mørkøre gøre den som Tess (Trix),

Sceneriet er super godt, kostumerne formidable, og sættet oppet er bedre end noget andet vi endnu har set på Fredericia teater. Det er et humoristisk stykke, som kan appellere til folk i alle aldre.

Søren Scheibye bærer denne forestilling mere end nogen anden. Han spillede netop denne rolle, da han blev færdig på akademiet, og det er bestemt ikke tilfældigt, at netop denne mand er valg til rollen som den neurotiske mand igen. Han er født til denne rolle, eller denne rolle er skabt til ham. Take your pick. Han får alle med, og får alle til at føle, at vi er i lejligheden med ham. Han er jo ikke en skuespiller, han blot en mand der nyder musikken og hygger sig i sit hjem. Med en god kop te, en dejlig plade, ja hvad mere skal man bruge for at få en underholdende eftermiddag? 

Musikken er i top, og i dette tilfælde, kræves der jo ikke blot gode musikere, men også en timing der er spot on. Det kræver bestemt sit, når pladen hakker i det, når der skrues op og ned, spoles frem og tilbage, og når pladen pludselig stoppes fordi der var da lige noget  information om skuespillerene, musicalen, eller noget tredje der ligge måtte med!

Smukke kostumer og flot scenografi, lys og lyd, der tager alle et kæmpe talent. Dette talent nyder Fredericia Teater godt af. Talentet ses, og anerkendes, som det hører og bør! Et kæmpe bifald herfra skal lyde til alle jer, der oftest bliver overset af mængden når endnu en aften er gået på held, og tæppet er gået for sidste gang.

Jeg synes bestemt ikke, at dette er den bedste oversættelse vi har set, på Fredericia teater. Oversættelserne har siden det nye Fredericia teaters start, været forrygende og i top. Det er det stadig, men bedre er set.

Denne lille detalje, DER BESTEMT ER LILLE! er det eneste man kan sætte en finger på. Alle stjerner i verden får I herfra!

I Fredericia kan man noget med musicals. Man kan give publikum en anden verden. En lykkelig slutning og en melodi man kan tage sig med sig, når man føler sig blå. Føler du dig trist, så tag til Fredericia teater, her får du en melodi du kan tage med dig. Føler du dig glad, så tag også til Fredericia, der er med sikkerhed andre glade mennesker du kan dele din glæde med. Jeg er glad – og jeg har en melodi...

As we stumble along, on lifes funny journey

As we stumble along into the blue

We look here and we look there

Seeking answers anywhere

Never sure of where to turn or what to do

Still we bumble our way

Trough lifes crazy labyrinth

Barely knowing left from right

Nor right from wrong

And the best that we can do is hope a blue bird

Will sing his song, as we stumble along!

Slutspil, Specialklassen og The Drowsy Chaperone

 Foto: Jesper Blæsild

Slutspil med Søren Spanning, Thomas Mørk, Maria Stenz og Niels Skousen spillede d. 26 februar 2013 på Fredericia Teater. Salen var fuld af mennesker, overraskende hvis jeg selv skal sige det, da man nok skal være af en særlig statur for frivilligt at sætte sig tilbage og nyde Samuel Becketts fantastisk foruroligende skuespil. Kun en måned før spillede Mens vi venter på Godot, igen et Samuel Beckett stykke, og selvom jeg ikke selv så dette, var der flere unge mennesker i min omgangskreds der havde været i teater i denne anledning. De fleste måske mindre frivilligt, da drama eleverne på Fredericia Gymnasium, ofte får muligheden for en billig tur i teatret, når Teater foreningen arrangerer. Også til Slutspil var der en del unge mennesker, hvor største delen af disse kom i grupper, som mistænksomligt havde størrelse af gymnasieklasser. Derfor tænke jeg også – Øv!, men det viste jeg heldigvis ikke at være et problem. De unge mennesker var velopdragende, og kunne under størstedelen af forestillingen undvære både spotify, facebook og twitter. Det var da en fantastisk oplevelse, at sidde i fyldt teatersal, hvor alle var stille, og holdte vejret.

   Man skal nok være af speciel type, for at sætte pris på Beckett, det kan man vidst ikke komme udenom. Min egen ledsager, kunne hverken finde hoved eller hale i monologerne og synes vist bestemt at det var spild af to goder timer.

Sådan havde jeg det dog ikke. Skønt var både stykket, monologerne, dialogerne, oversættelserne af disse, og de fire fantastiske skuespillere der udgjorde det som Clov, Hamm, Nagg og Nell.

Men hvordan skal man dog tolke disse monologer og dialoger. De giver ingen mening, og man skal tænke for meget. Man skal man nu også det? Der er tale om absurd teater, og derfor skal man selvfølgelig vende sig til stilen, men heri lægger også muligheden for en temmelig fri fortolkning. Heller ikke Samuel Beckett selv, gjorde det store i at hjælpe med fortolkningerne af hans stykker.

Sættet var smukt og hvidt. Var vi i en kahyt på et skib, hvor vi fulgte Hamm, som hverken kunne se eller stå? Fulgte vi hans assistent Clov, som ikke kunne sidde, eller Nell og Nagg der ikke havde nogle ben? Nell og Nagg er Hamms forældre, og han har kastet dem bort, men derfor kommer de alligevel igen. Af sig selv? Fordi han kalder?

Den hvide setting, som denne produktion har, giver en hel ny fortolkningsmulighed til det gamle og kendte. Normalt er sættet temmelig mørkt, og ligner måske nærmest en hule, men her er det lyst over det hele, hvidt og aflukket.

På et tidspunkt fortæller Hamm, at han til tider, før jorden gik under, besøgte sin ven på den lukkede afdeling. Er vi i virkeligheden inde i Hamms hoved? Er jorden gået under og menneskeracen som vi kender den udslettet?

Er Clov, Nell og Nagg i virkeligheden en del af den virkelighed Hamm har fremtryllet i sin ensomhed på en lukket institution, uden videre kontakt med omverdenen? Hvis Clov forsvinder, hvordan kan Hamm så leve? Hvis Nell og Nagg er borte, hvad er der så tilbage?

Vi venter i hvertfald sammen med de fire, men på hvad? På døden? På slutningen. Men slutningen, hvornår kan man vente den? Når det slutter for dig, slutter det så også for mig? 

Vi er sat her på jorden – det er der ingen kur mod

Denne sætning må være en af de mest rammende i hele stykket. En sætning der nok vil være hos mig, så længe jeg lever. Vi er sat her på jorden. Det er der ingen kur mod. Vi er her, og vi må gøre det bedste vi kan, inden det er for sent. Selvom vi mister nogle af de egenskaber vi forbinder med at være menneske, ved at være i live, er vi her alligevel. Og denne tilstedeværelse kan ikke kureres. Der er kun enten, eller.

Fantastisk flot stykke, der virkelig sætter tankerne i gang. Især Hamms monologer leveres til ug med kryds og slange af Søren Spanning, en af de største inden for dansk skuespil. I samspil med Thomas Mørk bliver det kun bedre. Tak til jer, tak til teaterforeningen og tak til Samuel Beckett, for muligheden for at nyde denne foruroligende og eftertænksomme forestilling!

Præcis en uge gik der, så stod Specialklassen for tur. Underholdning i særklasse blev bragt af alle dem der hedder Kasper, en med navnet Rasmus og en fyr der kunne spille klaver der vist nok hed Christian. Ikke et øje var tørt. Ikke af gråd - eller måske var det nok af gråd, men den fede type, hvor man griner så meget, at tårerne får frit løb.

Lege var der nok af, og der var et højt skift mellem dem. Alle drengene skiftedes til at lege, og de legede da også med os andre. De havde fest, for dem selv, og for os, og for alle der havde lyst til at deltage.

Improvisation er koderordet, og impro er der da også nok af. Nogle gange, måtte en lille ordforklaring følge, eksempelvis når publikum bliver bedt om at nævne en stress situation, og en kæk publikum så råber Thomas Banke. Så kan man være nødsaget til, at forklare lidt nærmere.  Man kan vel heller ikke forlange, at de gæve fyre, har sat sig ind i lokalpolitik og lokale nyheder (selv Thomas da har præget forsiderne i flere nationale aviser).

Det er bestemt awesome, at drengene finder tilbage til Fredericia teater. Det sker d. 4. April og d. 2. Maj. Her kan man igen opleve impro-comedy og husk! Der gives rabatter til de unge under 26. Det kan da kun gå godt!

d. 16. Marts har Fredericia teater præmiere på The Drowsy Chaperone, verdens måske sjoveste musical.  Her spiller alle teatrets egne skuespillere foruden Søren Scheibye og en masse andre fantastiske skuespillere.

Super underholdende for alle der har bare den mindste interesse i teater – men egentlig også for alle dem der troede de absolut ingen interesse havde. Det er humor på højt plan, og stykket er så godt sammensat, at man ikke kan andet end at glæde sig til 90 minutters underholdning.

Billetter til specialklassen kan købes her:

Specialklassen 

Billetter til The Drowsy Chaperone kan købes her:

The Drowsy Chaperone