Foto: Jesper Blæsild
Slutspil med Søren
Spanning, Thomas Mørk, Maria Stenz og Niels Skousen spillede d. 26 februar 2013
på Fredericia Teater. Salen var fuld af mennesker, overraskende hvis jeg selv
skal sige det, da man nok skal være af en særlig statur for frivilligt at sætte
sig tilbage og nyde Samuel Becketts fantastisk foruroligende skuespil. Kun en
måned før spillede Mens vi venter på
Godot, igen et Samuel Beckett stykke, og selvom jeg ikke selv så dette, var
der flere unge mennesker i min omgangskreds der havde været i teater i denne
anledning. De fleste måske mindre frivilligt, da drama eleverne på Fredericia Gymnasium,
ofte får muligheden for en billig tur i teatret, når Teater foreningen
arrangerer. Også til Slutspil var der
en del unge mennesker, hvor største delen af disse kom i grupper, som
mistænksomligt havde størrelse af gymnasieklasser. Derfor tænke jeg også – Øv!,
men det viste jeg heldigvis ikke at være et problem. De unge mennesker var
velopdragende, og kunne under størstedelen af forestillingen undvære både
spotify, facebook og twitter. Det var da en fantastisk oplevelse, at sidde i
fyldt teatersal, hvor alle var stille, og holdte vejret.
Man skal nok være af
speciel type, for at sætte pris på Beckett, det kan man vidst ikke komme
udenom. Min egen ledsager, kunne hverken finde hoved eller hale i monologerne
og synes vist bestemt at det var spild af to goder timer.
Sådan havde jeg det dog ikke. Skønt var både stykket,
monologerne, dialogerne, oversættelserne af disse, og de fire fantastiske
skuespillere der udgjorde det som Clov, Hamm, Nagg og Nell.
Men hvordan skal man dog tolke disse monologer og dialoger.
De giver ingen mening, og man skal tænke for meget. Man skal man nu også det?
Der er tale om absurd teater, og derfor skal man selvfølgelig vende sig til
stilen, men heri lægger også muligheden for en temmelig fri fortolkning. Heller
ikke Samuel Beckett selv, gjorde det store i at hjælpe med fortolkningerne af
hans stykker.
Sættet var smukt og hvidt. Var vi i en kahyt på et skib, hvor
vi fulgte Hamm, som hverken kunne se eller stå? Fulgte vi hans assistent Clov,
som ikke kunne sidde, eller Nell og Nagg der ikke havde nogle ben? Nell og Nagg er Hamms forældre, og han har kastet dem bort, men derfor kommer de alligevel igen. Af sig selv? Fordi han kalder?
Den hvide
setting, som denne produktion har, giver en hel ny fortolkningsmulighed til det
gamle og kendte. Normalt er sættet temmelig mørkt, og ligner måske nærmest en
hule, men her er det lyst over det hele, hvidt og aflukket.
På et tidspunkt fortæller Hamm, at han til tider, før jorden
gik under, besøgte sin ven på den lukkede afdeling. Er vi i virkeligheden inde
i Hamms hoved? Er jorden gået under og menneskeracen som vi kender den
udslettet?
Er Clov, Nell og Nagg i virkeligheden en del af den
virkelighed Hamm har fremtryllet i sin ensomhed på en lukket institution, uden
videre kontakt med omverdenen? Hvis Clov forsvinder, hvordan kan Hamm så leve?
Hvis Nell og Nagg er borte, hvad er der så tilbage?
Vi venter i hvertfald sammen med de fire, men på hvad? På døden? På slutningen. Men slutningen, hvornår kan man vente den? Når det slutter for dig, slutter det så også for mig?
Vi er sat her på jorden
– det er der ingen kur mod
Denne sætning må være en af de mest rammende i hele stykket.
En sætning der nok vil være hos mig, så længe jeg lever. Vi er sat her på
jorden. Det er der ingen kur mod. Vi er her, og vi må gøre det bedste vi kan,
inden det er for sent. Selvom vi mister nogle af de egenskaber vi forbinder med
at være menneske, ved at være i live, er vi her alligevel. Og denne
tilstedeværelse kan ikke kureres. Der er kun enten, eller.
Fantastisk flot stykke, der virkelig sætter tankerne i gang.
Især Hamms monologer leveres til ug med kryds og slange af Søren Spanning, en
af de største inden for dansk skuespil. I samspil med Thomas Mørk bliver det
kun bedre. Tak til jer, tak til teaterforeningen og tak til Samuel Beckett, for
muligheden for at nyde denne foruroligende og eftertænksomme forestilling!
Præcis en uge gik der, så stod Specialklassen for tur. Underholdning
i særklasse blev bragt af alle dem der hedder Kasper, en med navnet Rasmus og en
fyr der kunne spille klaver der vist nok hed Christian. Ikke et øje var tørt.
Ikke af gråd - eller måske var det nok af gråd, men den fede type, hvor man
griner så meget, at tårerne får frit løb.
Lege var der nok af, og der var et højt skift mellem dem.
Alle drengene skiftedes til at lege, og de legede da også med os andre. De
havde fest, for dem selv, og for os, og for alle der havde lyst til at deltage.
Improvisation er koderordet, og impro er der da også nok af.
Nogle gange, måtte en lille ordforklaring følge, eksempelvis når publikum
bliver bedt om at nævne en stress situation, og en kæk publikum så råber Thomas
Banke. Så kan man være nødsaget til, at forklare lidt nærmere. Man kan vel heller ikke forlange, at de gæve
fyre, har sat sig ind i lokalpolitik og lokale nyheder (selv Thomas da har
præget forsiderne i flere nationale aviser).
Det er bestemt awesome, at drengene finder tilbage til Fredericia
teater. Det sker d. 4. April og d. 2. Maj. Her kan man igen opleve impro-comedy
og husk! Der gives rabatter til de unge under 26. Det kan da kun gå godt!
d. 16. Marts har Fredericia teater præmiere på The Drowsy
Chaperone, verdens måske sjoveste musical. Her spiller alle teatrets egne skuespillere
foruden Søren Scheibye og en masse andre fantastiske skuespillere.
Super underholdende for alle der har bare den mindste
interesse i teater – men egentlig også for alle dem der troede de absolut ingen
interesse havde. Det er humor på højt plan, og stykket er så godt sammensat, at
man ikke kan andet end at glæde sig til 90 minutters underholdning.
Billetter til specialklassen kan købes her:
Billetter til The Drowsy Chaperone kan købes her:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar