Anmeldelse af den lille havfrue på Fredericia teater

Alle billeder i indlægget er taget  af Søren Malmose

Onsdag d. 22 oktober 2014 blev det endelig min tur til at se Den Lille Havfrue på Fredericia Teater.

Jeg havde fra venner og bekendte hørt en masse godt om forestillingen, men havde ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig noget så gennemført, som jeg måtte sande at forestillingen var.

Fredericia Teater har revolutioneret teaterkunsten igennem de seneste par år, og netop denne forestilling var et glimrende eksempel på, at de endnu ikke er ophørt med dette. Det kan være svært ikke at sammenligne Den Lille Havfrue med Aladdin, sidste års succes, der kom ud af vores lille provinsteater.

Jeg var meget begejstret for Aladdin, men synes dog alligevel, at scenerne med Jasmin og Aladdin blev for meget i længden. Det var nemlig i bedste sukkersøde Disney-prinsesse stil, som falder i de fleste unge pigers smag. Der er jeg måske bare blevet for gammel og kedelig, men den humorforladte pladderromantik har aldrig sagt mig særlig meget.

Netop derfor var det også et frisk pust at se Den Lille Havfrue hvor forholdet mellem Ariel og Erik vel nok i virkeligheden burde hænge mig langt ud af halsen, men det gjorde det på ingen måde.  Kristine Yde, som sås i rollen som Ariel, forstod virkelig at portrættere den unge havfrues naivitet, forelskelse og ikke mindst humor, ligesom Christian Lund i samme grad gav liv til den i tegnefilmen to-dimensionerede Prins Erik der ellers kun har haft en mindre birolle.

Forestillingen havde såmænd også sine humoriske figurer, som det hører sig til, bl.a. i form af Tumle, spillet af Tim Schou.  Han var da bare for sød! Klart forestillingens mest nuttede figur, og tænk at en voksen mand kan spille en lille ung blå gul fisk så overbevisende! Den opmærksomme Fredericianer har bestemt også bemærket at Hr. Schous hår ikke kun er blåt under forestillingerne, da han til tider kan opleves i bybilledet med højt hår der går i med himlen og havets farve.

Også Sebastian, den loyale krabbe, som spilles af Max Emil Nissen, kunne ses i bedste kalypsosyngende stil ved Ariels side. Skralde, som spilles af Søren Scheibye, kunne ligeledes opleves oppe ved havets overflade, endda med de flotteste mode-orange lange ben med stepklør påmonteret. Begge figurer er todelte, på den måde, at de både spilles i fuld ornat, men også som hånddukker i de scener der foregår på land blandt de til tider modbydelige mennesker. Det fungerede rigtig godt, og var virkelig med til at skabe illusionen om de to verdener.

Når modbydelige mennesker nævnes, bør navnet Mads Æbeløe bestemt knyttes til, ikke fordi han er modbydelig, tværtimod, men fordi hans karakter, Chef Louis, har en modbydelig dræbertrang overfor små uskyldige krabber! Scenen med Chef Louis, og alle hans underkokke, er i øvrigt (i familien) kåret til forestillingens bedste scene!

Mads Æbeløe, har desuden sammen med Thomas Bay Pedersen, stået for oversættelsen af forestillingen, og det er ikke en hemmelighed at jeg i særdeleshed er glad for de nye oversættelser. Jeg i mange år været tilbøjelig til at foretrække musicals på engelsk, derfor oftest i London, men man kan virkelig ikke komme udenom, at det bestemt er ligeså godt (hvis ikke bedre) at se forestillingerne på dansk, oversættelserne er simpelthen bare SÅ gode! 

Når vi bevæger os over i den mere mørke del af dynget møder vi Ursula (Sara Gadborg) og Bundslam og Skidtslam (Patrik Terndrup og Jacob Andersen).  De gør alle et godt stykke arbejde, og især Bundslam og Skidtslams kostumer er fantastisk udførte, især sammenholdt med deres bevægelser på scenen.  De rødt lysende finner i de ellers mørke scener gav virkelig en god illusion af ondskab. Dog blev der indimellem bemærket at de to drenge lignede noget der hørte mere hjemme i forbudt-for-børn-film, men ærligt talt, de voksne skal da også have noget at kigge på!

Når vi taler om noget at se på, bør Kong Triton bestemt også nævnes. Peter Jorde havde som den eneste af havmændene fået påtegnet (eller i virkeligheden nok bare optegnet) en fin sixpack, der passede så fint til hans kostume, der ikke efterlod meget til fantasien. Peter Jorde gav virkelig figuren meget sjæl og sorg som gjorde det let for publikum at føle med ham, selv når han måske traf nogle overilede valg.

Ved Prins Eriks side så vi Anders Bircow i rollen som Grimsby, den ikke helt så unge kammerherre til den gamle konge, hvis eneste opgave nu var at klargøre den unge prins Erik til rollen som konge, en rolle den unge prins i øvrigt helst ikke ville udfylde. Jeg kunne forestille mig, at den unge prins’ uvilje overfor denne rolle, til tider har skabt en del besvær for den ellers loyale tjener, besvær der måske ligefrem har hjulpet ham ud i et regulært alkoholforbrug. Den kære Grimsby, så  i hvert fald ud til, at have været en for meget over tørsten.

Setuppet var som altid fantastisk, og Fredericia teater viser gang på gang at de tør gå nye veje, og ændre teater-og musicalgenren som vi kender den.

Ved hjælp af det gode ensemble, lyssætningen og skærmen lykkedes det endda at give en illusion af, at man som tilskuer virkelig befandt sig under vandet! Selv undervandsstrømmen og luftboblerne var til stede, og tænk, selvom der var mennesker bag dragterne, så man dem slet ikke. Udført korrekt blev det virkelig magisk.

Magisk, det er jo i virkeligheden det Disney står for. Magi, og det uopnåelige og det perfekte. Fredericia teater, har med denne forestilling opnået det uopnåelige OG det perfekte. De har opnået magien.

De er magien!