Anmeldelse af den lille havfrue på Fredericia teater

Alle billeder i indlægget er taget  af Søren Malmose

Onsdag d. 22 oktober 2014 blev det endelig min tur til at se Den Lille Havfrue på Fredericia Teater.

Jeg havde fra venner og bekendte hørt en masse godt om forestillingen, men havde ikke i min vildeste fantasi kunne forestille mig noget så gennemført, som jeg måtte sande at forestillingen var.

Fredericia Teater har revolutioneret teaterkunsten igennem de seneste par år, og netop denne forestilling var et glimrende eksempel på, at de endnu ikke er ophørt med dette. Det kan være svært ikke at sammenligne Den Lille Havfrue med Aladdin, sidste års succes, der kom ud af vores lille provinsteater.

Jeg var meget begejstret for Aladdin, men synes dog alligevel, at scenerne med Jasmin og Aladdin blev for meget i længden. Det var nemlig i bedste sukkersøde Disney-prinsesse stil, som falder i de fleste unge pigers smag. Der er jeg måske bare blevet for gammel og kedelig, men den humorforladte pladderromantik har aldrig sagt mig særlig meget.

Netop derfor var det også et frisk pust at se Den Lille Havfrue hvor forholdet mellem Ariel og Erik vel nok i virkeligheden burde hænge mig langt ud af halsen, men det gjorde det på ingen måde.  Kristine Yde, som sås i rollen som Ariel, forstod virkelig at portrættere den unge havfrues naivitet, forelskelse og ikke mindst humor, ligesom Christian Lund i samme grad gav liv til den i tegnefilmen to-dimensionerede Prins Erik der ellers kun har haft en mindre birolle.

Forestillingen havde såmænd også sine humoriske figurer, som det hører sig til, bl.a. i form af Tumle, spillet af Tim Schou.  Han var da bare for sød! Klart forestillingens mest nuttede figur, og tænk at en voksen mand kan spille en lille ung blå gul fisk så overbevisende! Den opmærksomme Fredericianer har bestemt også bemærket at Hr. Schous hår ikke kun er blåt under forestillingerne, da han til tider kan opleves i bybilledet med højt hår der går i med himlen og havets farve.

Også Sebastian, den loyale krabbe, som spilles af Max Emil Nissen, kunne ses i bedste kalypsosyngende stil ved Ariels side. Skralde, som spilles af Søren Scheibye, kunne ligeledes opleves oppe ved havets overflade, endda med de flotteste mode-orange lange ben med stepklør påmonteret. Begge figurer er todelte, på den måde, at de både spilles i fuld ornat, men også som hånddukker i de scener der foregår på land blandt de til tider modbydelige mennesker. Det fungerede rigtig godt, og var virkelig med til at skabe illusionen om de to verdener.

Når modbydelige mennesker nævnes, bør navnet Mads Æbeløe bestemt knyttes til, ikke fordi han er modbydelig, tværtimod, men fordi hans karakter, Chef Louis, har en modbydelig dræbertrang overfor små uskyldige krabber! Scenen med Chef Louis, og alle hans underkokke, er i øvrigt (i familien) kåret til forestillingens bedste scene!

Mads Æbeløe, har desuden sammen med Thomas Bay Pedersen, stået for oversættelsen af forestillingen, og det er ikke en hemmelighed at jeg i særdeleshed er glad for de nye oversættelser. Jeg i mange år været tilbøjelig til at foretrække musicals på engelsk, derfor oftest i London, men man kan virkelig ikke komme udenom, at det bestemt er ligeså godt (hvis ikke bedre) at se forestillingerne på dansk, oversættelserne er simpelthen bare SÅ gode! 

Når vi bevæger os over i den mere mørke del af dynget møder vi Ursula (Sara Gadborg) og Bundslam og Skidtslam (Patrik Terndrup og Jacob Andersen).  De gør alle et godt stykke arbejde, og især Bundslam og Skidtslams kostumer er fantastisk udførte, især sammenholdt med deres bevægelser på scenen.  De rødt lysende finner i de ellers mørke scener gav virkelig en god illusion af ondskab. Dog blev der indimellem bemærket at de to drenge lignede noget der hørte mere hjemme i forbudt-for-børn-film, men ærligt talt, de voksne skal da også have noget at kigge på!

Når vi taler om noget at se på, bør Kong Triton bestemt også nævnes. Peter Jorde havde som den eneste af havmændene fået påtegnet (eller i virkeligheden nok bare optegnet) en fin sixpack, der passede så fint til hans kostume, der ikke efterlod meget til fantasien. Peter Jorde gav virkelig figuren meget sjæl og sorg som gjorde det let for publikum at føle med ham, selv når han måske traf nogle overilede valg.

Ved Prins Eriks side så vi Anders Bircow i rollen som Grimsby, den ikke helt så unge kammerherre til den gamle konge, hvis eneste opgave nu var at klargøre den unge prins Erik til rollen som konge, en rolle den unge prins i øvrigt helst ikke ville udfylde. Jeg kunne forestille mig, at den unge prins’ uvilje overfor denne rolle, til tider har skabt en del besvær for den ellers loyale tjener, besvær der måske ligefrem har hjulpet ham ud i et regulært alkoholforbrug. Den kære Grimsby, så  i hvert fald ud til, at have været en for meget over tørsten.

Setuppet var som altid fantastisk, og Fredericia teater viser gang på gang at de tør gå nye veje, og ændre teater-og musicalgenren som vi kender den.

Ved hjælp af det gode ensemble, lyssætningen og skærmen lykkedes det endda at give en illusion af, at man som tilskuer virkelig befandt sig under vandet! Selv undervandsstrømmen og luftboblerne var til stede, og tænk, selvom der var mennesker bag dragterne, så man dem slet ikke. Udført korrekt blev det virkelig magisk.

Magisk, det er jo i virkeligheden det Disney står for. Magi, og det uopnåelige og det perfekte. Fredericia teater, har med denne forestilling opnået det uopnåelige OG det perfekte. De har opnået magien.

De er magien!

Young Frankenstein

Young Frankenstein var oprindeligt en film af den store film skaber Mel Brooks, som igennem tiden har lagt navn til mange kultfilm. Spaceballs fra ’87 er en af de mere kendte måske netop fordi det er en parodi på det verdenskendte franchise, Star Wars og vel også Star Trek når alt kommer til alt. "may the schwartz be with you!"

Netop parodien er et stort omdrejningspunkt i Mel Brooks universer, og Young Frankenstein er da heller ingen undtagelse. Filmen er baseret på Mary Shelleys verdensberømte ”Frankenstein” som blev til under et ophold i Geneva hvor hun var sammen med tre af hendes forfattervenner, herunder Percy Shelley som senere skulle blive hendes ægtemand, Lord Byron og John Polidori. De fire blev enige om, at afholde en konkurrence om hvem der kunne skrive den bedste horror historie. Mary Shelley hævdede i øvrigt at hele historien kom til hende i en drøm.

Historien om Victor Frankenstein og hans monster blev først publiceret i 1818, og et halvandet hundred år efter blev historien om Victors barnebarn Frederik til, i form af Young Frankenstein. Giv det endnu halvtreds år, og så blev historien om Frederik Frankenstein ellers vakt til live med dans, sang og mere hud end det var muligt i ’74.

Young Frankenstein er en af de utallige Broadway shows som har Sutton Foster i hovedrollen som Inga, og jeg har efterhånden fundet ud af, at netop disse shows har stor tiltrækningskraft på Fredericia Teater. Forståeligt nok – hun er yderst elegant, smuk og helt igennem fantastisk! Hun vælger vel nok sine roller med omhu.

Produktionen af netop Young Frankenstein på Fredericia teater, var – som alt andet – udført til præcision. Selve set-uppet er vel nok det vi efterhånden vil kalde Fredericiansk teateropsætning. Det er da i hvert fald en mulighed, at man rundt om i Danmark og resten af verden vil skæve til Fredericia, når man skal skabe et rum der drager nye og anderledes muligheder ind i produktionerne, klart til fordel for publikum.

Under selve monsterproduktionen var lyset i salen indrettet til at give publikum et indtryk af lasere der skyder rundt i laboratoriet. Jeg tænkte på daværende tidspunkt, at Fredericia Teater forhåbentlig havde en ambulance holdende klar i tilfælde af epileptiske anfald. Jeg var i hvert fald på kanten til at få et, og så har jeg endda slet ikke epilepsi.

Pelle Emil (Genie) Hebsgaard spillede hovedrollen som Dr. Frankenstein (A real scientist) som arbejder på John (Miriam and Anthony) Hopkins School of Medicine. Efter en givende forelæsning om hjernen modtager den kære doktor et telegram om, at hans bedstefar, Victor Frankenstein er død. Han må derfor til Transsylvanien-borg for at opgøre hans bedstefars bo.

Han forlader sin smukke (og skøre) forlovede Elizabeth Benning, spillet af Camille-Cathrine Rommedal, som lige har fået fikset håret, neglene, kjolen, læbestiften, og stort set alt andet der kan komme i nærheden af hendes krop, så Frederik må altså nøjes med at drømme om hende.

På stationen i Transsylvanien-borg møder Frederik Igor (Patrik Terndrup), som ikke kan forstå, hvorfor Frederik ikke hedder Froderik når nu han kalder sig Frankensten (ikke stein!). De to kommer nu godt ud af det med hinanden, og sammen med Inga (Kristine Yde Eriksen), som Igor har hyret til at ”hjælpe” Frederik, får de hurtigt vendt op og ned på den verden Frederik kender til. Pludselig har de skabt sig et monster (Johannes Nymark) og har hele landsbyen på nakken. De der monstre har landsbyboerne altså fået nok af.  Ja du læste rigtigt, Johannes Nymark som monster – den var svær at sluge, hva’?

På slottet som den gode doktor har arvet møder de Frau Blücher (vrinsk!) som spilles af den bedårende dygtige Vivienne McKee (først englænder, så dansker og nu… Transsylvanier?)

Alt i alt, et godt cast, der forstår hvad stykket er til for. Et stykke som stemmer så godt overens med den film det nu engang er baseret på. (So movies make good musicals? Well they make musicals…)

Musicalen er tro mod Young Frankenstein (the original) men er også i stor grad tro mod Mel Brooks og hvad han står for. Han skriver parodier baseret på film og bøger, men parodierne er så sandelig også ment til at ramme Hollywood og filmindustrien. ”Life literally abounds in comedy if you just look around you” find glæden og find humoren der hvor du er, intet er lettere.

Jeg har altid været meget glad for Marty Feldman i Young Frankenstein (faktisk har jeg været glad for MF i stort set ALT han har lavet) og har af samme grund ikke brudt mig så meget om Christopher Fitzgerald som Igor, da man har forsøgt at ligge sig alt for meget op af noget utilnærmeligt.

Patrick Terndrup derimod formår at gøre karakteren til sin egen, og give ham et helt andet komisk islæt. Jeg er MEGET glad for Patrick Terndrups Igor, intet kunne være bedre.

Sangene er hylende morsomme, og mavemusklerne for ikke mange muligheder for at slappe af, for man knækker sig af grin konstant, hele showet igennem.    

Fredericia Teater har som altid ramt plet, og en super god musical som Young Frankenstein er tiltalende for danskere, da humoren virkelig rammer plet. Man kan kun håbe, at Fredericia Teater i fremtiden igen vil gå med en Mel Brooks produktion. The Producers er da et glimrende forslag.

Its springtime for Hitler and Germany, Deutschland is happy and gay  

Dont be stupid be a smarty, come and join the nazi party!

  Fun Fact! I øvrigt ser vi til sidst Dracula der gerne vil relokere til Transsylvanien. Dracula og hele vampyrgenren som vi kender den idag blev født på selv samme tur til Geneva som Frankstein. Det var John Polidori der skrev novellen Vampyren, der dog aldrig blev ligeså kendt som Bram Stokers Dracula.