Jeg kan lige så godt sige det med det samme. Jeg har aldrig
været fan af Rasmus Seebach, og jeg kommer nok aldrig til at købe hans musik
eller gå til hans koncerter.
Jeg er kulturblogger for Fredericia Teater og det giver mig
mulighed for at se deres produktioner – jeg glæder mig altid som et lille barn
til jeg skal i teatret, og ja, jeg går rigtig meget i teatret. I sidste uge var
jeg eksempelvis i Herning for at se Les Misérable, musicalen baseret på Victor
Hugos roman fra 1862 om Jean Valjeans liv og levned. Fantastisk musik, en god
historie (dog skal man nok lade være med at gå for meget i dybden, så kan det
godt blive lidt mærkeligt) og en historielektion muligvis kun overgået af
musicalhistoriens nye skud på stammen, Hamilton.
Nu spørger du måske – hvorfor er det lige at vi skal høre om
alle de her andre musicals når nu det er Seebach du har været inde og se??
Og jo, det skal jeg fortælle dig.
Grunden til at jeg bringer oplevelsen i sidste uge op, er
netop også grunden til, at jeg vil anbefale alle der har mulighed for det, at
tage til Fredericia og unde jer selv en chance for at opleve en røvfuld kultur
godt krydret med en til tider stærk historie og godt gammeldaws dansk hygge (det
er jo blevet så populært i det store udland).
Jeg tog til Herning med en klar forventning til et brag af
en forestilling. En musical som rent musikalsk er på min absolutte top 5 over
yndlings musicals, en musical med musik som kan røre mig til tårer, en musical
som fortæller en grundlæggende historie om det moderne menneske og en musical
som bare generelt fænger mig.
I går tog jeg til Fredericia Teater, træt og en anelse sur
over at jeg skulle bruge de næste to timer i selskab med Rasmus Seebach, og
hvad jeg forventede ville være en teatersal fyldt med 14-årige piger, som ikke
kan få nok af deres idol.
Ja først og fremmest blev mine fordomme da pulveriseret, da
publikum nok nærmere havde en gennemsnitsalder på omkring 60, ligesom både mænd
og kvinder var bredt repræsenteret i salen. Jeg troede at Tommy Seebach blot
ville være en fodnote i historien – ja, jeg havde nok ikke fået læst musicalens
undertitel, som da også nævner Tommy før Rasmus.
Knap 20 minutter inde i forestillingen Les Misérable, læner
min mor sig ind mod mig og hvisker – ”Uha,
man kan godt mærke at man er blevet vant til et andet niveau når man kommer på
Fredericia Teater”
-
Og hvor har hun bare ret.
Fredericia Teater er årsagen til, at jeg lige nu anbefaler
jer – hvis I skulle vælge – at tage ind at se musicalen om hele Danmarks
familien Seebach, fremfor en musical som ellers står mit hjerte meget nært.
For det er dét, Fredericia Teater kan. De kan få mig til at glemme,
at jeg faktisk er indædt kritiker af Rasmus Seebach, og at jeg aldrig har
formået at høre et af hans numre til ende, radiokanalen bliver ALTID skiftet.
Musicalen har så mange facetter, og viser med stor selvtillid
bagsiden af medaljen. For der er en. En bagside af medaljen. Den fortæller
historien om Tommy som møder Karen, får tre børn og som er hele Danmarks Mr.
Melodi Grand Prix. Men den fortæller også historien om Tommy, som oplever et
usandsynligt stort pres og derfor ender med at svigte sin familie. Den
fortæller historien om Rasmus, som har et drive, men som er bange for at ende
som sin far. Den fortæller historien om et stærkt søskendebånd mellem to brødre
og deres søster. Alt i alt fortæller den historien om en familie, som står
sammen i tykt og tyndt.
Det er en rørende og stærk historie som har givet mig noget
at tænkte over – og tænk – næste gang der kommer Rasmus Seebach i radioen, tror
jeg ikke, at jeg vil skifte kanal. Det må være den ultimative succes.
En af mine yndlingsfilm er Blinkende Lygter – til slut i
filmen anmelder Iben Hjejle, ja eller rettere sagt Therese, restaurant
Blinkende Lygter. Hun er egentlig ikke så begejstret for den madoplevelse hun
får, men alligevel vælger hun at give restauranten 4 stjerner, en for Stefan, en
for Peter, en for Arne og en for Torkild.
Jeg har det langt hen ad vejen på samme måde med denne
forestilling.
Jeg kommer aldrig til at elske Rasmus Seebach og hans musik,
men alligevel giver jeg forestillingen 5 stjerner. En for Marie, en for
Nikolaj, en for Rasmus, en for Karen og en for Tommy.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar