(Title of show)

 foto af Søren Malmose

Der skal skrives en musical, men hvad skal den handle om? Det er et godt spørgsmål. Hvad består en god musical af?? Skal den baseres på en bog, en film eller måske en tv-serie? Netop indholdet i en musical omhandler (Title of Show).

De to venner Henrik og Jeff, beslutter sig for, at skrive materiale til en musical og tilmelde denne til en festival for nye musicals. Spørgsmålet er så bare, hvad den skal handle om. Super er det, da de beslutter sig for, at skrive en musical om at skrive en musical. Det kan være svært at finde hoved og hale i, hvor man helt præcist er, når man står midt i det.

Musicalen er et resultat af, at vennerne gerne vil lave noget kreativt sammen. De har to veninder, Heidi og Susan, som er unge skuespillerinder, der stadig venter på deres gennembrud, eller nærmest har lagt skuespillet på hylden. Sammen gennemgår de en proces, både ved at skrive musicalen, men også ved at leve livet, med alle de positive og negative ting dette nu indebærer.

Pludselig ser det dog ud til, at musicalen faktisk for succes! Men blev musicalen lavet for at hylde kreativiteten og for at lave noget vennerne imellem, så bare virkelig gerne vil? Eller var det i virkeligheden for at blive rige og berømte? De fire venner, er pludselig ikke helt enige i, hvad de skal gøre med deres show, og med deres liv.

Denne musical må om noget være metapræget. Vi følger processen som den sker, med de her tilhørende fejl og mangler, som der nødvendigvis må opstå i en sådan proces. Disse fejl og mangler ser vi dog normalt aldrig, da de ikke bliver en del af den endelige produktion.

De fire venner spilles af teatrets egne skuespillere, Lars Mølsted ses i rollen som Henrik, Thomas Jensen som Jeff, Maria Skuladottir ses som Susan, og Bjørg Gamst ses som Heidi. De fremstiller hver i sær deres personer så følsomt, at vi alle føler med dem, og vi alle kan sympatisere. Disse fire, samt Thomas Møller som spiller keyboard i rollen som Lars, er de eneste på scenen.

  

Den sidste forestilling jeg så på teatret var Aladdin, som var formidabel. Aladdin havde mange skuespillere på scenen (over 30) og mange musikere. Alligevel, kan (Title of Show) let hamle op med Aladdin. Der er selvfølgelig talte om to forskellige genrer, og de er svære at sammenligne.

Musikken er formidabel og sangene er lyriske kunstværker, især i deres oversættelser.  Mange danskere har en negativ tilgang til oversættelser af musicals og andre teaterstykker, og oftest med god grund. Når man før har ønsket at være tro mod det originale stykke, ender man oftest med at tabe en del af handlingen og humoren i stykket.

Her er stykket tilrettet dets publikum. Ligeledes er stykket up-to-date. Vi får en smagsprøve på Gangnam Style, og handlingen foregår i Danmark, hvor de unge håbefulde talenter drømmer om, at føre musicalen til Danmarks højborg, København (selvom man måske kunne argumentere, at musicalens danske højborg er i Fredericia).

Musicalen har et tons af referencer, og jeg er da sikker på, at jeg ikke har fanget bare halvdelen af dem. Det gjorde mig umådelig glad, at høre drengene referere ”Into the Woods”, især da jeg selv havde netop disse linjer kørende i hovedet, som de blev sagt på scenen. Det tror jeg aldrig er sket for mig før. Sondheim rules!

Showet er flot, kooky, og fantastisk opsat. Alle bør se den, og Fredericia har klart markeret sig som stedet hvor det sker. Det er bestemt ikke et tilfælde, at Fredericia scorer den ene Europapremiere efter hinanden. Teateret gemmer på talent, et større talent har jeg ikke set samlet på et sted før!