Die Vampire - DIE

art by http://otepinside.tumblr.com/

Die vampire – DIE!

Den anden dag mødte jeg en vampyr. En airfreshner vampyr der bestemt synes at (Title of Show) indeholder ALT for mange bande ord. ”De spiller jo godt som altid, men lige netop derfor behøves de jo ikke at tale så grimt. De er jo gode uanset hvilket sprog de bruger”. Der findes tre forskellige vampyrer, og stod det til denne vampyr, ville (Title of Show) være perfekt, hvis showet var fyldt med de sødeste og mest nuttede kattekillinger som  bedstemor ville elske!

art by http://dean-pls.tumblr.com/

Jeg tænkte da også på, om hun i grunden havde ret. Er der behov for, at der siges fuck 20 gange i løbet af 90 minutter? Jeg har tænkt, jeg har vendt og drejet den, og jeg må simpelthen sige – JA! Selvfølgelig skal der siges fuck, fuck, fuckedéfuck 10, 15 eller en million gange hvis det er det der skal til. Showet handler ikke om at sige fuck igen og igen, men om den super stressende proces det er, at skrive en musical og ikke føle sig god nok. Susan føler i virkeligheden ikke at hun er god nok til at være i en musical, Jeff har ingen visioner, Hunter (Henrik) tilsidesætter sine værdier for at få succes, og Heidi når aldrig det store gennembrud, på trods af at hun stædigt bliver ved. Det er en hård branche og engang imellem er det hele virkelig bare noget lort. Det er denne angst for at fejle, der udtrykkes i den til tider grove retorik, men det passer ind, og jeg tror ærlig talt at vi alle kan relatere til dét, ikke at være god nok, og føle at hele verden går videre, mens man selv sidder tilbage og føler sig ene og forladt.  

 ”Has your mother come to every show?” 

” Every one.”

”My mother is here tonight”

”OMG that is right!”

”I am nervous… all that stuff about porn, and fuck this and fuck that and masturbating”

”Oh please, like your mother haven’t masturbated”  

Hunter, Jeff, Heidi og Susan er fantastiske. Hunter og Jeff står for denne fantastiske musical, som er metapræget og Heidi og Susan gør det jo forrygende i rollerne som – nå ja, dem selv. Secondary characters er klart en af mine yndlingsnumre. To kvinder står og fyrer den for vildt af med en tekst om, at være sekundære karakter i et show, hvor det er drengene det hele egentlig handler om. Selvom de ikke har hovedrollerne får de dog noget ud af det. De er nemlig kommet ud af processen som bedste venner – Like Frodo and Sam Wise you’ll be my best friend!

Det kan godt være, at I - Jeff, Hunter, Heidi og Susan – ja sågar Lars, Maria, Bjørg og Thomas – og Søren Møller den visionære, har måttet sortere en del vampyrer væk. Publikum er dommerne og det er desværre ikke altid at dommerne vælger de fantastiske og overraskende rice-crispies tærter eller cornflake-gele muffins, men én dommer vælger dem, og fortæller måske om dem til en anden dommer. Og på denne måde bliver tærterne og muffins’ne alligevel 9 personers yndlingsting, fremfor 100 personers 9’ ende yndlingsting, og måske går de 9 personer ud og fortæller 9 andre personer, og pludselig har vi 18 personer hvem synes tærterne og muffin’ne er deres yndlingsting. De 18 personer kan blive til 525.600 som elsker tærterne og muffins’ne (med tærterne og muffins’ne mener jeg selvfølgelig showet, men den havde I vel regnet ud??)

Om ikke så lang tid, får vi endnu en dejlig opsætning på Fredericia Teater. Her kan også selv de kære airfreshner vampyrer være med. En dejlig musical der også i vist omfang er en anelse metapræget. Men frygt ej – man behøver ikke tænke videre over hvad der sker, og hvorfor det der sker, sker.  

The Drowsy Chaperone, oversat til den snaldrede anstandsdame, handler om en mand. Denne mand elsker musicals. Faktisk elsker han musicals så meget, at han gerne vil dele sin absolut yndlingsmusical med jer alle sammen. Denne musical er et samsurium af genrer indenfor musicalverdenen og man bliver taget med på en eventyrlig rejse ind i det ukendte kendte.

 by http://keepcalmandbroadway.tumblr.com/

The drowsy chaperone spiller på Fredericia Teater og har premiere d. 16. marts 2013 og spiller til 12. april 2013! Men den spiller kun 19 gange, så se at komme ud af hullerne og få købt jeres billetter!! Denne musical er et alle tiders must. Alle kan se den, unge som gamle, og alle bør se den!  

Køb billetter her:

The Drowsy Chaperone - billetter

(Title of show)

 foto af Søren Malmose

Der skal skrives en musical, men hvad skal den handle om? Det er et godt spørgsmål. Hvad består en god musical af?? Skal den baseres på en bog, en film eller måske en tv-serie? Netop indholdet i en musical omhandler (Title of Show).

De to venner Henrik og Jeff, beslutter sig for, at skrive materiale til en musical og tilmelde denne til en festival for nye musicals. Spørgsmålet er så bare, hvad den skal handle om. Super er det, da de beslutter sig for, at skrive en musical om at skrive en musical. Det kan være svært at finde hoved og hale i, hvor man helt præcist er, når man står midt i det.

Musicalen er et resultat af, at vennerne gerne vil lave noget kreativt sammen. De har to veninder, Heidi og Susan, som er unge skuespillerinder, der stadig venter på deres gennembrud, eller nærmest har lagt skuespillet på hylden. Sammen gennemgår de en proces, både ved at skrive musicalen, men også ved at leve livet, med alle de positive og negative ting dette nu indebærer.

Pludselig ser det dog ud til, at musicalen faktisk for succes! Men blev musicalen lavet for at hylde kreativiteten og for at lave noget vennerne imellem, så bare virkelig gerne vil? Eller var det i virkeligheden for at blive rige og berømte? De fire venner, er pludselig ikke helt enige i, hvad de skal gøre med deres show, og med deres liv.

Denne musical må om noget være metapræget. Vi følger processen som den sker, med de her tilhørende fejl og mangler, som der nødvendigvis må opstå i en sådan proces. Disse fejl og mangler ser vi dog normalt aldrig, da de ikke bliver en del af den endelige produktion.

De fire venner spilles af teatrets egne skuespillere, Lars Mølsted ses i rollen som Henrik, Thomas Jensen som Jeff, Maria Skuladottir ses som Susan, og Bjørg Gamst ses som Heidi. De fremstiller hver i sær deres personer så følsomt, at vi alle føler med dem, og vi alle kan sympatisere. Disse fire, samt Thomas Møller som spiller keyboard i rollen som Lars, er de eneste på scenen.

  

Den sidste forestilling jeg så på teatret var Aladdin, som var formidabel. Aladdin havde mange skuespillere på scenen (over 30) og mange musikere. Alligevel, kan (Title of Show) let hamle op med Aladdin. Der er selvfølgelig talte om to forskellige genrer, og de er svære at sammenligne.

Musikken er formidabel og sangene er lyriske kunstværker, især i deres oversættelser.  Mange danskere har en negativ tilgang til oversættelser af musicals og andre teaterstykker, og oftest med god grund. Når man før har ønsket at være tro mod det originale stykke, ender man oftest med at tabe en del af handlingen og humoren i stykket.

Her er stykket tilrettet dets publikum. Ligeledes er stykket up-to-date. Vi får en smagsprøve på Gangnam Style, og handlingen foregår i Danmark, hvor de unge håbefulde talenter drømmer om, at føre musicalen til Danmarks højborg, København (selvom man måske kunne argumentere, at musicalens danske højborg er i Fredericia).

Musicalen har et tons af referencer, og jeg er da sikker på, at jeg ikke har fanget bare halvdelen af dem. Det gjorde mig umådelig glad, at høre drengene referere ”Into the Woods”, især da jeg selv havde netop disse linjer kørende i hovedet, som de blev sagt på scenen. Det tror jeg aldrig er sket for mig før. Sondheim rules!

Showet er flot, kooky, og fantastisk opsat. Alle bør se den, og Fredericia har klart markeret sig som stedet hvor det sker. Det er bestemt ikke et tilfælde, at Fredericia scorer den ene Europapremiere efter hinanden. Teateret gemmer på talent, et større talent har jeg ikke set samlet på et sted før!